Særaftalerne er et symptom på skolens rammer
Når en lærer fortæller, at hun på få år har indgået 36 særaftaler med forældre, er det let at rette blikket mod forældrene. Jeg forstår godt lærerens frustration. Det er en umulig opgave at undervise en hel klasse og samtidig huske et stort antal individuelle aftaler.
Listen bør først og fremmest læses som et faresignal fra et skolesystem, der ikke kan løse sin opgave inden for de almindelige rammer. Aftalerne er sjældent bestillinger på særbehandling. De er forsøg på at gøre skoledagen mulig for børn, som reagerer på støj, skift, uforudsigelighed eller sociale krav.
Med kommunalreformen i 2007 overgik det samlede ansvar for specialundervisningen fra amterne til kommunerne, og langt de fleste tidligere amtslige specialskoler fulgte med. I 2012 kom målet om, at 96 procent af eleverne skulle være en del af den almindelige undervisning. Målet blev afskaffet i 2015, men inklusion var for ofte blevet forstået som placering: Sad barnet i en almindelig klasse, var barnet inkluderet.
Forestil dig en klasse som 25 felter. Fem eller seks er gule: børn, som er sårbare eller har brug for mere ro, tydelighed eller støtte end flertallet. Læreren kan ofte give dem det, hvis der er lidt luft i undervisningen. Skal klassen også rumme en eller to elever med langt mere omfattende behov, uden at bemanding, kompetencer eller fysiske rammer følger med, forsvinder den luft.
De to børn er ikke røde, fordi de er problemet. Det røde er advarslen om, at rammen ikke passer til deres behov. De kræver naturligt lærerens opmærksomhed. Samtidig bliver de gule børn lettere overset. Når deres mindre synlige behov ikke mødes, kan belastningen vokse. Barnet, der før kunne klare skoledagen med lidt støtte, kan få behov for langt flere hensyn.
Som far til et barn, der har brug for specialiserede rammer, har jeg oplevet, hvor stor forskel rammerne gør. Det samme barn kan udvikle sig og deltage, når der er ro, forudsigelighed, tillid og de rette faglige kompetencer. I forkerte rammer kan barnet bruge al sin energi på blot at være til stede. En pause, en anden arbejdsform eller fritagelse fra en aktivitet kan da være den mindst indgribende løsning på et problem, der allerede er opstået.
Forældre skal ikke bestemme undervisningen, og aftaler bør bygge på en faglig vurdering og revurderes løbende. Men forældrenes viden om barnet er en del af det faglige grundlag. Retfærdighed er heller ikke, at alle altid behandles ens. Nogle børn har brug for noget andet for reelt at kunne deltage i det samme fællesskab.
Lærerens autoritet undergraves ikke af et velbegrundet hensyn. Den undergraves, når læreren får ansvaret for en opgave uden tid, støtte eller handlemuligheder og derfor må holde systemet sammen med 36 individuelle aftaler. Det slider på læreren og efterlader forældrene som uofficielle projektledere for deres barns skolegang.
Løsningen er ikke bare at sige nej til flere særaftaler. Vi har brug for tilbud mellem den almindelige klasse og den højt specialiserede skole samt adgang til specialpædagogiske kompetencer, mindre miljøer, tilstrækkelig bemanding og reelle alternativer. Individuelle aftaler skal have et klart formål, en faglig begrundelse og opfølgning, men de må ikke erstatte et passende skoletilbud.
Når 36 særaftaler er nødvendige for at få hverdagen til at fungere, bør vi ikke begynde med at spørge, om forældrene kræver for meget. Vi bør spørge, hvorfor skolens fælles ramme kræver så mange undtagelser. Børnene skal ikke tilpasses en ramme for enhver pris. Rammen skal kunne rumme de børn, vi placerer i den.
Baggrunden for indlægget
Indlægget er skrevet som reaktion på TV 2 Kosmopols artikel om en lærer, der gennem få år havde indgået 36 individuelle aftaler med forældre. Læs artiklen hos TV 2 Kosmopol